• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
Klaverfabrikken

Klaverfabrikken

  • Menu Item
        • MUSIK
          • Koncerter
          • Mød vores frivillige bookere
          • Sangskriverklubben
          • Øvelokaler
        • FOR BØRN
          • Børnearrangementer
          • Mutter Grib
          • Billedskole
          • Syskole
          • Dramaskole
        • ANDRE AKTIVITETER
          • Workshops og andre aktiviteter
          • Dramaskole for voksne
          • Sæsonstart
          • Mød Frivilliggrupperne
        • KLAVERFABRIKKEN
          • Nyheder
          • Bliv frivillig
          • Bliv medlem
          • Om Klaverfabrikken
          • Kontakt os
          • Køb et gavekort
          • Samværspolitik

alle

BLIV EN DEL AF KLAVERFABRIKKENS BESTYRELSE

marts 14, 2023 by stine 5 Comments

OG FÅ INDFLYDELSE PÅ ET AF NORDSJÆLLANDS KULTURELLE FYRTÅRNE

Mener du også, at kunst og kultur gør en positiv forskel i vores liv? At fællesskab og frivillighed er vigtigt for samfundet, at vi gør det bedre sammen end hver for sig? Har du ovenikøbet lyst til at præge og udvikle et af Nordsjællands kulturelle fyrtårne? Så hører du til hos os!

Meld dig som kandidat til Klaverfabrikkens bestyrelse og bliv en del af et 25 år gammelt kulturhus, der rummer alt fra musikfestivaler og koncerter til kreative workshops, kulturskole, renæssancedans og systue. Eller måske kender du en anden, der vil være med? Så læs med her.

HVAD ER KLAVERFABRIKKEN?
Klaverfabrikken et kulturhus med knald på. Vi ligger i hjertet af Hillerød og er drevet som en frivillig forening, der rummer kulturhus og regionalt spillested og har fokus på kulturelle fællesskaber, talentudvikling og den mere nicheorienterede musik. Vores formål er at skabe inkluderende møder mellem mennesker i alle aldre omkring kreative udtryksformer på tværs af foreningens mange brugerstyrede og professionelle aktiviteter. Huset har seks fastansatte, som står for den daglige drift.

HVAD LAVER BESTYRELSEN?
Klaverfabrikkens frivillige bestyrelse arbejder for at understøtte foreningens formål og vedtægtsbestemte virke. Det er vores fornemmeste opgave at støtte op om en helhedskultur, der sikrer mangfoldighed, sammenhængskraft og en sund udvikling på tværs af foreningens aktiviteter. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for foreningens virke og er både den daglige ledelses overordnede og tætteste sparringspartner i det visionære og strategiske udviklingsarbejde.

Lige nu er vi i fuld gang med en spændende udviklingsproces, som skal styrke rammerne for hele organisationens fremtidige arbejde. Vi drømmer derfor om nye kræfter og kompetencer, som kan supplere den nuværende bestyrelse. Som bestyrelsesmedlem vil du derfor også have god mulighed for at udvikle dig gennem blandt andet seminarer og workshops.

HVEM ER VI, OG HVAD SØGER VI?
I øjeblikket har bestyrelsen kompetencer inden for musik- og kulturproduktion, sociokulturel forståelse, pædagogik, kulturformidling og kommunikation. Vi er mellem 25 og 74 år gamle og har alle haft eller har stadig berøring med frivillighed.

Alle er velkomne til at stille op til bestyrelsen. Det vigtigste er, at du kan se dig selv arbejde for Klaverfabrikkens sag med begejstring for foreningens formål og værdier, har hjertet med i arbejdet og lyst til at prioritere både tiden og engagementet – for det gør vi nemlig.

Vi vil dog ikke lægge skjul på, at vi også er på udkig efter profiler, der har kompetencer og erfaring inden for:

  • Økonomi- og regnskabsforståelse
  • Organisations- og forretningsudvikling (fra kultur- og/eller erhvervslivet)
  • Faglighed indenfor frivillighed og frivilligledelse
  • Bestyrelsesarbejde

Til gengæld for din investering tilbyder vi et imødekommende og dialogbaseret forum, hvor du i høj grad har mulighed for at gøre din indflydelse gældende bestyrelsesmøder og -seminarer. Bestyrelsen modtager løbende uddannelse i bestyrelsesarbejde via blandt andet seminarer, og det sociale aspekt vægtes højt til vores årlige nytårskur, sommerfest og til årsfesten, som afholdes i forbindelse med Klaverfabrikkens generalforsamling.

Bestyrelsen består af ni medlemmer: Otte vælges af Klaverfabrikkens medlemmer på foreningens generalforsamling, og et medlem er udpeget af Hillerød Kommune.

HVORDAN STILLER MAN OP TIL KLAVERFABRIKKENS BESTYRELSE?
I år afholdes generalforsamlingen lørdag d. 29. april, hvor der er fire bestyrelsesposter på valg. Der er to af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, der ikke genopstiller i år. Du skal sende dit kandidatforslag senest syv dage inden generalforsamlingen. Du kan både indstille dig selv eller en anden. Hvis du indstiller en anden end dig selv, skal vedkommende kende til indstillingen

Ved indstillingen skal du oplyse:

  1. Navn på den der indstiller kandidaturet
  2. Kandidatens navn og position
  3. Din motivation for at indstille dig selv eller en anden
  4. Kandidatens e-mail-adresse og telefonnummer

Send din indstilling senest lørdag d. 22. april 2023 kl 12.00 til
BESTYRELSEN@KLAVERFABRIKKEN.DK

For at kunne stille op skal man være medlem af Klaverfabrikken. Det koster 200 kr. om året i kontingent. Hvis du ikke er medlem af foreningen i forvejen, skal du skrive det i din mail, så sørger vi for indmeldelse.

Klaverfabrikkens bestyrelse opfordrer til at egnede kandidater opstiller uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted. Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at skrive til bestyrelsen@klaverfabrikken.dk

Filed Under: Nyheder Tagged With: alle, Featured

Klaverfabrikkens bestyrelse

marts 2, 2023 by stine 19 Comments

Bestyrelsesmedlemmerne på Klaverfabrikken kommer med en bred vifte af forskellige baggrunde, interesser og erfaringer, som gør at de bidrager til husets udvikling og drift. Fælles for dem alle er, at de er dybt engagerede i at udvikle Klaverfabrikken til et åbent kulturhus fyld med liv og fuld af meningsfulde fællesskaber.

Mød medlemmerne her:

Markus Kluge

Markus Kluge er 48 år, uddannet fysiker og arbejder til dagligt med informationssikkerhed. Både han og hans familie har været aktive som frivillige i flere år, og Markus kommer desuden med bestyrelseserfaringer fra tidligere.

Markus er ofte at finde til alskens arrangementer med et kamera i hånden, når han fungerer som Klaverfabrikkens husfoto- og videograf.

Karen Elsebeth Jensen

Karen har sin daglige gang meget tæt på Klaverfabrikken, når hun arbejder som kulturformidler på Hillerød Bibliotek. Karen brænder for og har stor erfaring med at udvikle kulturtilbud til både børn og voksne, og hos Klaverfabrikken arbejder hun for, at ikke mindst Hillerøds yngste borgere kan deltage i spændende koncerter og nytænkende kulturtilbud af høj kvalitet. Karen har været medlem af Klaverfabrikkens bestyrelse i seks år, de sidste to år som forperson.

Britta Thougaard

Britta Thourgaard er fysioterapeut og har arbejdet psykiatrien i mange år både med voksne, børn og unge. Britta T. har været medlem af Klaverfabrikkens bestyrelse i mange år, og hun er også musik-booker i Klaverfabrikken-FOLK. Britta T. spiller selv folkemusik i forskellige trioer, synger i kor og har bl.a. tidligere erfaring med at koordinere frivillige.

Britta Brandt

Britta Brandt er tidligere daginstitutionsleder og nu pensionist. Hun har tidligere stået for forskellige fælles kreative projekter for daginstitutionerne i Hillerød Kommune.

Britta B. og tre andre rutinerede, pædagogiske ledere startede i 2004 teatergruppen Mutter Grib – Klaverfabrikkens tilbud til de store børnehavebørn, der i dag har ca. 900 børn forbi i løbet af et år. Britta B. står er indimellem også arrangementsfrivillig og står også for afholdelse af de månedlige husmøder for Klaverfabrikkens husfrivillige.

Anita Winter

Anita er uddannet inden for pædagogik og dramauddannelse og har de sidste 25 år undervist voksne på uddannelsen til pædagogisk assistent. På Klaverfabrikken har Anita undervist børn i drama siden 1996, og de sidste 10 år har hun koordineret Klaverfabrikkens børnekurser, som i øjeblikket består af 10 hold. Anita er desuden også er frivillig i Mutter Grib.

Anne Kromann

Anna er billedkunstner, billedkunstlærer og studerer kunsthistorie. Hun har erfaring med organisering af workshops og kurser for både børn og voksne samt opsætning af udstillinger og PR.
På Klaverfabrikken er Anne aktiv som billedskolelærer og facilitator af workshops.

Johannes Jacobsen

Johannes er studerende på Malmö Musikhögskola. Han har arbejdet med frivilligkoordinering, med musik foran og bag scenen. I Klaverfabrikken-regi har Johannes været frivillig i Buddhas Jazz Club, han har arbejdet som husalf i et år og arrangerer Lyttebar. 

Christina Skovdal Høi

Christina arbejder som uddannelsesvejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning og har tidligere siddet i Hillerød Byråd. Christina har et bredt kendskab til kulturlivet i Hillerød samt viden om, hvordan en kommune fungerer. Hun er optaget af, hvordan vi igennem kulturelle oplevelser kan bidrage til at skabe værdifulde fællesskaber. Christina har ofte haft sine børn med til børnekoncerterne på Klaverfabrikken, og har som lærer været flittig bruger af de skoletilbud, der har været i Klaverfabrikken.

Open call

Der er generalforsamling og valg til bestyrelsen på Klaverfabrikken den 29. april 2023. Her kan alle stille op til bestyrelsen. Læs mere om, hvordan du kan stille op lige HER.

Filed Under: Mød Vores Frivillige Tagged With: alle

Klaverfabrikken har ansat en frivilligkoordinator

november 11, 2022 by stine 15 Comments

Vi har glædet os til at fortælle, at vi har ansat en frivilligkoordinator på Klaverfabrikken. Jesper Johansen starter den 1. december og vi glæder os til byde ham velkommen. Jesper kommer fra en lignende stilling hos Musikforeningen Femøren/Amager Bio.

Hvis du har lyst til at være frivillig på Klaverfabrikken, så send en mail til frivillig@klaverfabrikken.dk, hvor du fortæller lidt om dig selv.

Filed Under: Nyheder Tagged With: alle

Mutter Grib på RUC

november 1, 2022 by stine 3 Comments

Mutter Grib har haft besøg af en lektor fra RUC, som har skrevet en artikel og præsenteret sine indsigter på en konference i sidste uge. Nedenfor kan du læse om undersøgelsen og blive klogere på Mutter Grib gruppens metodiske overvejelser og de greb, som ligger bag konceptet.

Da Mutter Grib kom i gang igen efter corona i marts 2022, fik vi besøg af Thomas Gitz-Johansen, lektor på RUC, som forsker i ”Vuggestue- og børnehavebørns æstetiske erfaringer med eventyr”. Derfor kom han på besøg hos os på Klaverfabrikken og var med til ”Mutter Grib og Smørpeter” to dage i marts. Efterfølgende har han skrevet en artikel om besøget hos os (og hos nogle andre), den publiceres formentlig til næste år i ”Psyke og Logos”, et fagtidsskrift for psykologer. Vi glæder os til at læse den. Tirsdag den 26. oktober fortalte han imidlertid om sin forskning og Mutter Grib på en konference på RUC, ”Det sanselige daginstitutionsliv”, vi var to fra Mutter Grib med på konferencen.

Hans udgangspunkt er, at ”æstetiske læreprocesser giver sanselig erfaringsdannelse”, og at disse erfaringer hjælper os med at blive hele mennesker, som ikke kun er læring, tænkning og forstand men også følelser. Æstetik handler nemlig meget om stemninger og følelser, om praksisser der taler til vores følelsesliv gennem vores sanser, om sansning, følelser og oplevelser i forbindelse med musik, sang, eventyr, dans, historier, tegning og maling med videre.

Thomas observerede hos Mutter Grib ud fra spørgsmålet: Hvordan opleves verden set fra barnets synspunkt? Hvilke følelsesmæssige erfaringer ser barnet ud til at få gennem eventyr og leg? Ud fra sine observationer siger han derfor:

Fortælling af eventyr skaber et intersubjektivt felt, hvor fortæller og tilhørere er sammen om en oplevelse, de er forbundet i det samme univers og inde i den samme historie. Det er samtidig et interaffektivt felt, som handler om at opleve og dele følelser med hinanden; når det for eksempel bliver farligt, og skoven er uhyggelig, eller det ender godt, og Smørpeter kommer hjem. Endelig virker historien og den efterfølgende leg affektregulerende, fordi man i trygge rammer føres gennem et landskab af følelsesmæssige oplevelser, hvor det ind imellem kan opleves ekstremt farligt, og videre ud og i sikkerhed på den anden side af oplevelsen.

Thomas mener, at eventyret og oplevelsen kommer til at fungere som en slags gruppebaseret omsorg, hvor der bliver taget hånd om omsorg for hele gruppen af børn. Normalt er omsorg en individuel handling, hvor et barn har brug for hjælp eller trøst fra en voksen. At tænke at man igennem fortællinger og eventyr kan drage omsorg for en gruppe af børn er en helt ny måde at tænke omsorg på.

Derudover havde han bemærket, at når børnene efter at have hørt historien skal vælge, hvilken rolle de gerne vil have i legen, bliver det tydeligt, at det er forskellige ting, de er blevet optaget af i historien. Nogen bliver optaget af grumheden og det pirrende i at skyde med geværer og prøve at gøre fortræd og vil gerne være Mutter Gribs sønner eller soldater. Andre bliver optaget af det yndefulde og magiske i elverpigerne og vil gerne danse smukt ude ved Grib Sø, så Mutter Grib kan falde i søvn og Smørpeter stikke af. Endelig var der børn, som var optaget af muligheden for at nyde det kropslige ved at være en hund, være Guldtand, og gø højt, når Mutter Grib er på vej til det lille hus ude i Nødebo.

Vi synes selv, at Mutter Grib er et enestående koncept, og vi nyder hver eneste gang, vi fortæller historien og leger med nogle børn; men det har været sjovt og tankevækkende at få foræret nogle ord og forståelser om vores indsats, som vi ikke selv lige havde tænkt. Som handler ”om erfaringer, der har stor betydning for børns oplevelse af sig selv og tilstedeværelse i verden, men som er vanskeligt at beskrive eller ”måle”, da det i høj grad er sanserne, kroppen og følelserne, der er involverede” (fra invitationen til konferencen). Det er virkelig dejligt at have forskningens ord for, at vi bidrager med noget vigtigt til udviklingen af det hele barn.

Filed Under: Mutter Grib Tagged With: alle, for børn, workshops

BRÆNDER DU FOR FOTOGRAFI OG FOR AT SKABE BILLEDER?

september 5, 2022 by stine 13 Comments

OG HAR DU LYST TIL AT SKÆRPE DIT FOTOGRAFISKE BLIK OG UDVIKLE DIT PERSONLIGE UDTRYK? SÅ LÆS MED HER:

Klaverfabrikken udbyder i samarbejde med den professionelle kunstfotograf og scenograf Sidsel Becker et workshopforløb for unge, der brænder for at arbejde med fotografi.

Forløbet strækker sig over seks gange i løbet af efteråret 2022. Her vil I i fællesskab udfolde fotografiets muligheder og udvikle jeres individuelle potentialer. Du vil også få mulighed for at mødes individuelt med Sidsel Becker og arbejde i dybden med dit individuelle udtryk.

I kommer til at arbejde på tværs af genrer og tale om både kunstfotografi, dokumentar og portrætfotografi. Vi tager udgangspunkt i det, som I hver især er nysgerrige på at udforske, så bare du er dedikeret til at arbejde med fotografiet som udtryksform er du velkommen. Vi vil arbejde os hen imod en lille fotografisk udstilling eller publikation som afslutning på forløbet.

PRATISK INFO OG TILMELDING

TILMELDING
Send en mail til peder@klaverfabrikken.dk med en kort motivation for, hvorfor du gerne vil deltage i foto-workshoppen, samt et par eksempler på dine egne fotografier.

TID OG STED
Workshopforløbet foregår på Klaverfabrikken følgende dage:
Onsdag d. 21. september
Onsdag d. 28. september
Onsdag d. 5. oktober
Onsdag d. 12. oktober
Onsdag d. 2. november
Onsdag d. 30. november

Alle workshops foregår fra kl. 18-20
Adresse:
Fredensvej 12a
3400 Hillerød


OM SIDSEL BECKER
Mit navn er Sidsel Becker og jeg er uddannet kunstfotograf og senere scenograf.

Jeg har arbejdet med fotografi og film siden sidst i 1990’erne i forskellige og skiftende sammenhænge, altid med en nysgerrighed omkring rummet i – og omkring billedet. Jeg er uddannet fotograf fra Skolen for Fotografi, i production design fra Danmarks Designskole og i film og video produktion fra Rhode Island School of Design (RISD).

Fotografiworkshoppen er udviklet af Klaverfabrikken og Sidsel Becker i fællesskab. Workshoppen er en del af huskunstnerprojektet AIR med støtte fra Hillerød Kommune og Statens Kunstfond

Filed Under: Nyheder Tagged With: alle, Featured

UNDERVISERNE PÅ KLAVERFABRIKKENS DRAMASKOLE

juni 20, 2022 by stine 10 Comments

Netop nu kan du tilmelde dig næste sæson af Klaverfabrikkens dramaskole.
Alle vores undervisere har en lang historie med dramaundervisning og de er allesammen dygtige, pædagogiske og med en solid drama-værktøjskasse.

Artiklen her indeholder information om de forskellige undervisningshold samt en præsentation af vores undervisere på dramaskolen 2022/2023
Tilmelding dit barn via tilmelding.klaverfabrikken.dk.

(Billledet til venstre er af dramaunderviseren Anita Winther i rollen som Banko-Karla).

Dramaskolens undervisningen er 1 1/2 time pr. uge. Dørerne åbner når undervisningen starter.
Efterårssæsonen starter d. 1. september 2022 og slutter d. 30. november 2022. (December er undervisningsfri) Forårssæsonen starter d. 9. januar 2023 og slutter d. 25 maj. 2023 (Skoleferie og helligdage er undervisningsfri). Pris for hele sæson 2022/2023 er 2.700 kr.

Dramaskolehold:
3-4 klasse om mandagen kl. 15:30-17 (v. Charlotte Callberg)
3-4 klasse om onsdagen kl. 15:30-17 (v. Sanne Hansted)
5-6 klasse om mandagen kl. 17-18:30 (v. Charlotte Callberg)
5-6 klasse om tirsdagen kl. 16-17:30 (v. Henrik Uldall)
7-9 klasse om onsdagen kl. 17:15-18:45 (v. Anita Winther)
Tilmeld dit barn via: tilmelding.klaverfabrikken.dk.

Dramaunderviserene på Klaverfabrikken

Charlotte Callberg
“Gennem leg, improvisation og dramaøvelser søger jeg at give deltagerne mulighed for at skabe identifikation, mening og forståelse for teaterkunsten, der kan være kraftfuldt for børn og unge, der alle tumler med store og små spørgsmål i en ung alder”.

Charlotte Calberg er scenograf, dramatiker og underviser. Teatret er hendes professionelle omdrejningspunkt, og hun har været en del af mere end 100  forestillinger og teaterprojekter som hhv. scenograf, instruktør og dramatiker.

Sideløbende underviser Charlotte  børn og unge i drama og skaber løbende teaterprojekter på skoler støttet af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning. Jeg er uddannet som hhv. modedesigner fra Studio Berçot i Paris og magister  i Teatervidenskab fra Københavns Universitet


Sanne Hansted
“For mig handler det om, at teater skal være sjovt. Vi skal lave sjove teater lege sammen, og arbejde med teaterteknikker. Vi skal arbejde med modet på at stå på en scene og lave teater. De lærer også meget om sig selv ved at lære at turde udtrykke sig på en scene. Jeg glæder mig til en sjov og lærerig sæson med teater.”.

Sanne er 52 år og har været lærer de sidste 22 år, og har altid inddraget drama metoder i sin undervisning af børn og unge i skolen, med god succes. Sanne har en dramadiplom uddannelse og elsker at lave teater med børn.
Børnene kommer til at lave små teaterforestillinger ud fra deres egne ideer og ud fra nogle oplæg. Det vigtigste er, at børnene har det sjovt sammen og lærer teater på samme tid.

Henrik Uldall

Henrik er en erfaren underviser i både dans og drama. Han har i mange år været tilknyttet Det Kgl. Teater i København som drama pædagog og udvikler af undervisningsforløb for børn og unge og desuden som vejleder af skolelærere i brugen af dans, drama og kropslige tilgange til læring i de ellers traditionelt mere boglige og teoretisk anlagte fag ude på skolerne.

Henrik er selv en aktiv scenekunster  med en lang række roller som både danser og skuespiller bag sig. For tiden medvirker han blandt andet i Netflix serien ”Kanstanjemanden”, og  som Frederik d. 6 i DR´s nye dramadokumentar Grønland – 300 år.

Henrik er medlem er dansk skuespillerforbund og er oprindeligt uddannet musikdramatisk skuespiller fra Holberg Teaterskole i København, samt som danser fra Rambert School af Ballet and Contemporary Dance i London.

Anita Winther

“Jeg har aldrig en fasttømret plan for sæsonen, er skal være plads til de gode ideer og til at ‘gå med det’, hvis der er noget vi har lyst til. Og så er fællesskabet på holdet enormt vigtigt for mig”

Anita har bred erfaring med undervisning af børn og unge i drama/teater, og har undervist siden 1996. Hun er uddannet pædagog og har videreuddannet sig ift. Drama/teater på teatervidenskab på Københavns Universitet samt taget børneteater leder uddannelse i DATS.

Undervisningen er en blanding af sjove dramaøvelser og træning af karakterarbejde, hvor eleverne får mulighed for at eksperimentere bla. Gennem improvisationer. De forestillinger der laves op holdet er udviklet i et samarbejde mellem elevernes ideer og Anitas erfaringer.

I efterårssæsonen laver holdet en juleforestilling som udover at vises for familie og venner også spilles for skolernes 1. klasser.



Filed Under: for børn, Nyheder Tagged With: alle, Featured, for børn

  • « Go to Previous Page
  • Page 1
  • Interim pages omitted …
  • Page 4
  • Page 5
  • Page 6
  • Page 7
  • Go to Next Page »

Primary Sidebar

Footer

TIL TOPPEN
  • ARRANGEMENTER
  • NYHEDER
  • OM KLAVERFABRIKKEN
  • KONTAKT

KLAVERFABRIKKEN

Fredensvej 12A
DK-3400 Hillerød

Tlf: +45 48 26 74 57 hej@klaverfabrikken.dk

FØLG OS HER

SAMARBEJDSPARTNERE

TIL TOPPEN

Copyright © 2022 KLAVERFABRIKKEN

Databehandlingsaftale Created by black