• Skip to primary navigation
  • Skip to main content
  • Skip to primary sidebar
  • Skip to footer
Klaverfabrikken

Klaverfabrikken

  • Menu Item
        • MUSIK
          • Koncerter
          • Mød vores frivillige bookere
          • Sangskriverklubben
          • Øvelokaler
        • FOR BØRN
          • Børnearrangementer
          • Mutter Grib
          • Billedskole
          • Syskole
          • Dramaskole
        • ANDRE AKTIVITETER
          • Workshops og andre aktiviteter
          • Dramaskole for voksne
          • Sæsonstart
          • Mød Frivilliggrupperne
        • KLAVERFABRIKKEN
          • Nyheder
          • Bliv frivillig
          • Bliv medlem
          • Om Klaverfabrikken
          • Kontakt os
          • Køb et gavekort
          • Samværspolitik

Mød Vores Frivillige

Klaverfabrikkens bestyrelse

marts 2, 2023 by stine 19 Comments

Bestyrelsesmedlemmerne på Klaverfabrikken kommer med en bred vifte af forskellige baggrunde, interesser og erfaringer, som gør at de bidrager til husets udvikling og drift. Fælles for dem alle er, at de er dybt engagerede i at udvikle Klaverfabrikken til et åbent kulturhus fyld med liv og fuld af meningsfulde fællesskaber.

Mød medlemmerne her:

Markus Kluge

Markus Kluge er 48 år, uddannet fysiker og arbejder til dagligt med informationssikkerhed. Både han og hans familie har været aktive som frivillige i flere år, og Markus kommer desuden med bestyrelseserfaringer fra tidligere.

Markus er ofte at finde til alskens arrangementer med et kamera i hånden, når han fungerer som Klaverfabrikkens husfoto- og videograf.

Karen Elsebeth Jensen

Karen har sin daglige gang meget tæt på Klaverfabrikken, når hun arbejder som kulturformidler på Hillerød Bibliotek. Karen brænder for og har stor erfaring med at udvikle kulturtilbud til både børn og voksne, og hos Klaverfabrikken arbejder hun for, at ikke mindst Hillerøds yngste borgere kan deltage i spændende koncerter og nytænkende kulturtilbud af høj kvalitet. Karen har været medlem af Klaverfabrikkens bestyrelse i seks år, de sidste to år som forperson.

Britta Thougaard

Britta Thourgaard er fysioterapeut og har arbejdet psykiatrien i mange år både med voksne, børn og unge. Britta T. har været medlem af Klaverfabrikkens bestyrelse i mange år, og hun er også musik-booker i Klaverfabrikken-FOLK. Britta T. spiller selv folkemusik i forskellige trioer, synger i kor og har bl.a. tidligere erfaring med at koordinere frivillige.

Britta Brandt

Britta Brandt er tidligere daginstitutionsleder og nu pensionist. Hun har tidligere stået for forskellige fælles kreative projekter for daginstitutionerne i Hillerød Kommune.

Britta B. og tre andre rutinerede, pædagogiske ledere startede i 2004 teatergruppen Mutter Grib – Klaverfabrikkens tilbud til de store børnehavebørn, der i dag har ca. 900 børn forbi i løbet af et år. Britta B. står er indimellem også arrangementsfrivillig og står også for afholdelse af de månedlige husmøder for Klaverfabrikkens husfrivillige.

Anita Winter

Anita er uddannet inden for pædagogik og dramauddannelse og har de sidste 25 år undervist voksne på uddannelsen til pædagogisk assistent. På Klaverfabrikken har Anita undervist børn i drama siden 1996, og de sidste 10 år har hun koordineret Klaverfabrikkens børnekurser, som i øjeblikket består af 10 hold. Anita er desuden også er frivillig i Mutter Grib.

Anne Kromann

Anna er billedkunstner, billedkunstlærer og studerer kunsthistorie. Hun har erfaring med organisering af workshops og kurser for både børn og voksne samt opsætning af udstillinger og PR.
På Klaverfabrikken er Anne aktiv som billedskolelærer og facilitator af workshops.

Johannes Jacobsen

Johannes er studerende på Malmö Musikhögskola. Han har arbejdet med frivilligkoordinering, med musik foran og bag scenen. I Klaverfabrikken-regi har Johannes været frivillig i Buddhas Jazz Club, han har arbejdet som husalf i et år og arrangerer Lyttebar. 

Christina Skovdal Høi

Christina arbejder som uddannelsesvejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning og har tidligere siddet i Hillerød Byråd. Christina har et bredt kendskab til kulturlivet i Hillerød samt viden om, hvordan en kommune fungerer. Hun er optaget af, hvordan vi igennem kulturelle oplevelser kan bidrage til at skabe værdifulde fællesskaber. Christina har ofte haft sine børn med til børnekoncerterne på Klaverfabrikken, og har som lærer været flittig bruger af de skoletilbud, der har været i Klaverfabrikken.

Open call

Der er generalforsamling og valg til bestyrelsen på Klaverfabrikken den 29. april 2023. Her kan alle stille op til bestyrelsen. Læs mere om, hvordan du kan stille op lige HER.

Filed Under: Mød Vores Frivillige Tagged With: alle

Mutter Grib på RUC

november 1, 2022 by stine 3 Comments

Mutter Grib har haft besøg af en lektor fra RUC, som har skrevet en artikel og præsenteret sine indsigter på en konference i sidste uge. Nedenfor kan du læse om undersøgelsen og blive klogere på Mutter Grib gruppens metodiske overvejelser og de greb, som ligger bag konceptet.

Da Mutter Grib kom i gang igen efter corona i marts 2022, fik vi besøg af Thomas Gitz-Johansen, lektor på RUC, som forsker i ”Vuggestue- og børnehavebørns æstetiske erfaringer med eventyr”. Derfor kom han på besøg hos os på Klaverfabrikken og var med til ”Mutter Grib og Smørpeter” to dage i marts. Efterfølgende har han skrevet en artikel om besøget hos os (og hos nogle andre), den publiceres formentlig til næste år i ”Psyke og Logos”, et fagtidsskrift for psykologer. Vi glæder os til at læse den. Tirsdag den 26. oktober fortalte han imidlertid om sin forskning og Mutter Grib på en konference på RUC, ”Det sanselige daginstitutionsliv”, vi var to fra Mutter Grib med på konferencen.

Hans udgangspunkt er, at ”æstetiske læreprocesser giver sanselig erfaringsdannelse”, og at disse erfaringer hjælper os med at blive hele mennesker, som ikke kun er læring, tænkning og forstand men også følelser. Æstetik handler nemlig meget om stemninger og følelser, om praksisser der taler til vores følelsesliv gennem vores sanser, om sansning, følelser og oplevelser i forbindelse med musik, sang, eventyr, dans, historier, tegning og maling med videre.

Thomas observerede hos Mutter Grib ud fra spørgsmålet: Hvordan opleves verden set fra barnets synspunkt? Hvilke følelsesmæssige erfaringer ser barnet ud til at få gennem eventyr og leg? Ud fra sine observationer siger han derfor:

Fortælling af eventyr skaber et intersubjektivt felt, hvor fortæller og tilhørere er sammen om en oplevelse, de er forbundet i det samme univers og inde i den samme historie. Det er samtidig et interaffektivt felt, som handler om at opleve og dele følelser med hinanden; når det for eksempel bliver farligt, og skoven er uhyggelig, eller det ender godt, og Smørpeter kommer hjem. Endelig virker historien og den efterfølgende leg affektregulerende, fordi man i trygge rammer føres gennem et landskab af følelsesmæssige oplevelser, hvor det ind imellem kan opleves ekstremt farligt, og videre ud og i sikkerhed på den anden side af oplevelsen.

Thomas mener, at eventyret og oplevelsen kommer til at fungere som en slags gruppebaseret omsorg, hvor der bliver taget hånd om omsorg for hele gruppen af børn. Normalt er omsorg en individuel handling, hvor et barn har brug for hjælp eller trøst fra en voksen. At tænke at man igennem fortællinger og eventyr kan drage omsorg for en gruppe af børn er en helt ny måde at tænke omsorg på.

Derudover havde han bemærket, at når børnene efter at have hørt historien skal vælge, hvilken rolle de gerne vil have i legen, bliver det tydeligt, at det er forskellige ting, de er blevet optaget af i historien. Nogen bliver optaget af grumheden og det pirrende i at skyde med geværer og prøve at gøre fortræd og vil gerne være Mutter Gribs sønner eller soldater. Andre bliver optaget af det yndefulde og magiske i elverpigerne og vil gerne danse smukt ude ved Grib Sø, så Mutter Grib kan falde i søvn og Smørpeter stikke af. Endelig var der børn, som var optaget af muligheden for at nyde det kropslige ved at være en hund, være Guldtand, og gø højt, når Mutter Grib er på vej til det lille hus ude i Nødebo.

Vi synes selv, at Mutter Grib er et enestående koncept, og vi nyder hver eneste gang, vi fortæller historien og leger med nogle børn; men det har været sjovt og tankevækkende at få foræret nogle ord og forståelser om vores indsats, som vi ikke selv lige havde tænkt. Som handler ”om erfaringer, der har stor betydning for børns oplevelse af sig selv og tilstedeværelse i verden, men som er vanskeligt at beskrive eller ”måle”, da det i høj grad er sanserne, kroppen og følelserne, der er involverede” (fra invitationen til konferencen). Det er virkelig dejligt at have forskningens ord for, at vi bidrager med noget vigtigt til udviklingen af det hele barn.

Filed Under: Mutter Grib Tagged With: alle, for børn, workshops

New Note Festival

marts 31, 2022 by stine 17 Comments

Når sensommeren lægger sig over Hillerød, vokser en lokal festival frem blandt byens små gader. Stikker vi snuden indenfor, mødes vi af kulørte lamper som pryder de hjemmebyggede barer. Her bydes vi på en frisk specialøl som køler i den bagende eftermiddagssol. Torvet foran Klaverfabrikken er blødt af græs, og rundt på det grønne tæppe sidder og står mennesker i alle aldre. De lyser op i smil når de støder ind i en gammel nabo, og klapper og hujer af den levende musik. 

På festivalens to scener spiller nogle af landets nyeste musikere, og foran dem bølger et mindre menneskehav, i takt til forsangerens klare vokal som synger ud i resten af byen.

Blot en uges tid forinden er Hillerøds mange ildsjæle stimlet sammen for at bygge festivalen op fra bunden. Pladsen foran Klaverfabrikken summer af gule frivilligtrøjer og varme fællesskabsfølelser. Ud af de frivilliges utrættelige samarbejde vokser New Note Festival.

New Note Festival har siden 2005 samlet artister og publikum om den musik som er på vej op gennem det musikalske vækstlag. Festivalen stræber efter at tilbyde en scene, som Danmarks spirende kunstnere kan få lov at indtage. Derfor kigger vi også tilbage med stolthed over at have haft bands som Minds of 99, Phlake, VETO, Ganger og Barselona på vores scener, dengang de netop blot var spirende. Men New Note stræber også efter at åbne op for et tværkunstnerisk rum. Et rum hvor lysinstallationer lyser op, når solen er gået ned. Hvor digtoplæsninger og talks giver stof til eftertanke. Og hvor kunstinstallationer udfordrer og inspirere os. 

Det er dog ikke kun artisterne der får en scene at boltre sig på gennem New Note. Festivalen er udelukkende drevet af unge, frivillige kræfter som vokser med de mange udfordringer og glæder, der følger med at skabe et kulturelt indslag i egen by. 

Unge som drømmer om at skabe rammerne for fremtidens danske kulturscene, kan bruge New Note som en legeplads til at udforske deres kreativitet og ambitioner. For disse mange frivillige agerer festivalen hvert år deres ‘sommerfamilie’. De spiser sammen, arbejder sammen, danser sammen og synger sammen. Og når festivalen lakker mod enden ser de solen gå ned og fejrer en veloverstået festival. Sammen.

Filed Under: New Note Festival, New Note Festival Tagged With: alle, musik

Klaverfabrikkens frivillige på systuen

marts 30, 2022 by stine 11 Comments

Klaverfabrikkens systue er et sted, hvor der sker mange forskellige ting. En af Noget af det særlige ved Klaverfabrikkens systue er, at den ud over vores systueleder i høj grad er drevet af energiske, frivillige kræfter. De frivillige har det til fælles, at de kan sy og har lysten til dét og at være med i et rart fællesskab. Derudover har de vidt forskellige baggrunde og bidrager hver især med deres forskellige evner og erfaringer inden for syningens verden. Derfor kan man som frivillig blive inspireret af de andre, få gode ideer og sparre med hinanden i de forskellige projekter, der er i gang på systuen.

For de frivillige handler det om at være med til spændende sy-projekter, som støtter et godt kulturelt formål, da overskuddet fra projekterne går til Klaverfabrikkens arbejde. For flere i gruppen er timerne på systuen også et rart og hyggeligt afbræk fra hverdagen. Udover at sy bliver der også drukket kaffe og snakket, og flere af de frivillige er kommet på systuen gennem mange år.  Pt. har vi det antal frivillige vi har plads til på Klaverfabrikkens systue.

På billedet ovenfor ses to af Klaverbrikkens frivillige Kisser og Bodil (Bodil er nu gået på pension, og stadig er en del af huset som en del hønisserne).

Filed Under: Mød Vores Frivillige, Systuen

Systuen på Klaverfabrikken

marts 30, 2022 by stine 8 Comments

Klaverfabrikkens systue er et sted, hvor der sker mange forskellige ting. En af vores primære opgaver er at lave specialfremstillede kostumer og give tilbud på tekstile specialopgaver.

Vi har bl.a. syet inventar, tøjdyr og kostumer til tv-produktioner, teaterforestillinger, institutioner og Hillerød bibliotek.

Vi syr også gerne inventar til cafeer og restauranter, og vi bestræber os altid på at yde den bedste service og personlig vejledning.

Hvis du vil høre om mulighederne for et samarbejde ifm. et projekt, er du altid velkommen til at kontakte systuen.

Systuen afholder også syskole for børn og unge, som gerne vil lære at sy eller blive endnu bedre til det. Både voksne og børn kan deltage i forskellige workshops, som vi arrangerer løbende.

Temaerne skifter og kan være i forbindelse med højtider eller årstider, fx fastelavn eller jul, hvor vi syr ting, du kan bruge til udklædning eller oppyntning. Du kan altid se vores hjemmeside for aktuelle workshops og se, om der skulle være én, der interesserer dig.

Tit kan du også være heldig at gøre et godt køb i vores ”vinduessalg”. Her har vi løbende fine ting til salg, som alle er velkomne til at kigge forbi og købe. Du kan fx være heldig at finde julesokker, varme luffer, fine æsker og masker. 

Det særlige ved Klaverfabrikkens systue er, at den ud over vores systueleder Lene Bielefeldt er drevet af et hold af dygtige og entusiastiske frivillige medarbejdere, som med deres forskellige viden, egenskaber og erfaringer er med til at løse de kreative opgaver og få ideer til projekter.

Vi bruger ofte stofrester, gamle duge mm. til vores forskellige projekter, og vi tager derfor meget gerne imod donationer, hvis du har noget liggende, du ikke bruger. Ring eller skriv meget gerne i forvejen for at aftale nærmere med vores systueleder Lene.

I Klaverfabrikkens kontor-åbningstid (tirsdag – torsdag 11-14) kan systuen kontaktes på tlf. 48267457. Vi kan også nås på mail: lene@klaverfabrikken.dk

På billedet ses systueleder, Lene Bielefeldt

Filed Under: Mød Vores Frivillige, Systuen

Renæssancedansen på Klaverfabrikken

marts 29, 2022 by stine 8 Comments

Siden 2013 har en gruppe dansere danset renæssancedans på Klaverfabrikken. Gruppen har gennem tiden bragt dansen ud til lokale fejringer i smukke gamle renæssancedragter. Men hvad handler den ugentlige dansefællesskabet om for vores lokale dansegruppe?

Renæssancedans er fællesskab og glæde. Det dans i grupper, hvor der ikke bliver gjort forskel på mænd og kvinder. Dansene stammer fra mange lande i Europa i 1500-tallet og starten af 1600-tallet. Når man dyrker det i dag, opdager man, at man morer sig lige så godt, som man må have gjort for længe siden.
Musik fra renæssancen er bevaret på noder, men ikke alle dansetrin er bevaret på samme måde. Forskellige dansebøger giver alligevel et godt indtryk af hvordan det har været. Gruppenbruger som kilde en fransk bog (Orchesographie1589) og en engelsk (The English Dancing Master1651). De franske danse er mest i kreds eller række, ligesom stadigvæk på Færøerne. De engelske er formationsdanse med 2,3, eller 4 par, en del stammer sandsynligvis fra hoffet.

Formationsdansene består af lange serier af bevægelser, man skal huske, så det kræver en god portion koncentration at danse renæssancedans. ”Det er noget, der sætter hjernen i sving”, som leder af renæssancedanserne på Klaverfabrikken, Aase, siger.

Der findes meget få grupper af renæssancedansere i Danmark, men Klaverfabrikken huser altså en af dem hver onsdag eftermiddag. ”Vi kommer og danser, fordi det er sjovt og hyggeligt, men vi gør os også umage, fordi vi gerne vil lave noget, der er værd at kigge på for andre”, siger Aase. Gruppen ser ogsåYouTube-klip med dansegrupper fra England og Tyskland, hvor renæssancedanser større end herhjemme, for at få inspiration og nye ideer til dansen. Og så er dansebeskrivelserne i høj grad op til fortolknng, hvilket giver nogle gode snakke og diskussioner i gruppen.

Filed Under: Mød Vores Frivillige, Nyheder, Renæsancedanserne

  • « Go to Previous Page
  • Page 1
  • Page 2
  • Page 3
  • Page 4
  • Go to Next Page »

Primary Sidebar

Footer

TIL TOPPEN
  • ARRANGEMENTER
  • NYHEDER
  • OM KLAVERFABRIKKEN
  • KONTAKT

KLAVERFABRIKKEN

Fredensvej 12A
DK-3400 Hillerød

Tlf: +45 48 26 74 57 hej@klaverfabrikken.dk

FØLG OS HER

SAMARBEJDSPARTNERE

TIL TOPPEN

Copyright © 2022 KLAVERFABRIKKEN

Databehandlingsaftale Created by black