Lær at tufte med Tuftinderne
3 timer med tuft.
| | Klaverfabrikken
ENTRÉ
550 kr.
Du skal på workshoppen lave dit eget, lille vægtæppe ud af garn. Til dette bruges en Danellanål, som er en dansk opfindelse tilbage fra 1930erne og en sand kærlighedshistorie. Og med denne kan man tufte! Du vil få en introduktion til tuftning, og får lov at prøve kræfter med dit eget lille værk fra ende til anden. Når vi er færdige, vil du have dit helt eget lille tufteri med hjem, klar til at hænge på væggen.
Hvem er vi?
Vi er Tuftinderne. Sofie og Catrine, naboer, bedste veninder og tuftekollegaer. Vi er begge undervisere på hver vores efterskole i faget design, og i fritiden tufter vi løs. For lidt over et år siden startede vi vores Instagramprofil Tuftinderne, og derefter har det taget fart. Halvdelen af alle de henvendelser vi får, er andre kreative sjæle, som ønsker selv at komme igang med at tufte, og derfor tager vi nu ud og underviser alt, hvad vi kan.
Hvorfor tuft?
At tufte er en teknik til at lave tæpper. Det kan sidestilles med punch needle og rya, men når du tufter er det med Danellanålen i hånden.
Du arbejder på et lærred af hessian, og tegner med garnet. Motivet er dit og former sig løbende under nålens og håndens samarbejde. Værket får et lurvet udtryk, og kun fantasien sætter grænsen.
At tufte kræver ingen forudsætninger og er for alle.
Garnrester er guld.
Hos Tuftinderne er vi glade for bæredygtighed, og alle vores tufterier laves udelukkende med garnrester. Vi elsker garn og tufter med alt. Uld, bomuld og akryl mm. giver forskellige teksturer og effektgarn giver sjove detaljer.
Tag dine egne garnrester med, og lad dem blive en del af dit lille værk.
På Klaverfabrikken kommer I til at møde Tuftinde Sofie, og hun glæder sig helt vildt.
OBS. Ved færre end fire solgte billetter aflyses arrangementet.