
Koncert med MC Hansen på Den Lille Færge
| | Torvet i Hillerød
ENTRÉ
200 kr.
Kom med til en helt særlig koncert på Den Lille Færge på Slotssøen i Hillerød. Denne eftermiddag sætter MC Hansen det musikalske kompas og fører dig sikkert i havn.
“John Steinbeck læser højt på Benny Andersens terrasse, mens Niels Hausgaard fortæller jokes til Carl Nielsen, der spiller på klaveret”
Det er de gode historier med finurlige detaljer om det store i det små, der er i fokus, når den prisvindende danske singer-songwriter M.C. Hansen går på scenen med sin makker Jacob Chano.
Sprudlende fortælleglæde, awards og arven fra Bob Dylan
“Jeg er blevet klappet en del på skulderen gennem tiden – Jeg blev hædret som Årets Sangskriver ved Danish Music Awards Folk 2017, årets musikalske iværksætter i 2018 og samme år tildelte komponistforeningen DPA mig deres Påskønnelseslegat. I januar 2020 modtog jeg Vordingborg Kommunes Kulturpris for arbejdet med det danske sprog og historierne om det sted jeg kommer fra. Tak for det!”
Den musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og rockmusik til historiefortælling, højskolesangbogen Benny Andersen. Fra Woody Guthrie, Bob Dylan og Townes Van Zandt til Ulf Lundell og Allan Olsen. På Niels Hausgaardsk manér leverer M.C. Hansen alle sine historier med lige dele fortællelyst og humor. Der er historien om min morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Eller den om min hustru Carina, som jeg mødte som 16-årig i 76’eren mellem Faxe Ladeplads og Næstved. Der er historien om terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Eller den om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Ugledige og blev hovedperson i Danmarks næstsidste offentlige henrettelse. Vi spiller også til begravelser!
M.C. Hansens univers er befolket med drømmere og lokale originaler fra hjemegnen Jungshoved i Præstø Fjord. Med par, der længes efter forældreskabet. Katte, der bliver kørt over ved købmand Flemmings butik.
Jeg har siden 2004 haft fornøjelsen af at have min makker Jacob Chano med på scenen. Uanset om han spiller trommer, keyboard, klaver eller synger kor, gør han det i sangens tjeneste. Det er altid melodien der bestemmer. Jeg kender ingen andre musikere, der som Jacob ansvarsfuldt støtter op om melodien og lader sangene tage os og publikum nye steder hen aften efter aften.
*I billetlinket ligger alle sommerens færgekoncerter, vær opmærksom på at købe til den rigtige dato.